PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/byggeplader-af-gammelt-papir-2566

Byggeplader af gammelt papir

Pressemeddelelse marts 31, 2006 Erhverv

Dansk virksomhed introducerer ét af de mestbanebrydende byggeprodukter i årevis.

Brand godkvalitet
Danskerne kasserer dagligt tonsvis af aviser, ugeblade og reklamer, der bliver omdannet til genbrugspapir og en restmasse af korte træfibre, ler og kridt. Nu har en dansk virksomhed udviklet en metode, hvorefter restmassen i stedet for at være et affaldsprodukt pludselig kan blive til indvendig beklædning af lofter og vægge af høj kvalitet og med unikke egenskaber.

En lang udviklingsproces ligger bag denne miljømæssige succes og har ført til, at den rensede restmasse tilsat gips og lidt moler nu kan masseproduceres. Fra store blandere fordeles råmaterialet på transportbånd, hvor det under vibration og pres formes til plader og bogstaveligt bages tørt til en fast konsistens. Efterfølgende slibes og tilskæres pladerne med præcise kanter efter mål. Fremstillingen sker i et patenteret produktionsanlæg, i et helt nyt set up.

Massiv interesse
Den nye plade til byggeriet, ME-pladen, er netop blevet introduceret på Messen Byggeri 2006 i Fredericia, hvor den vakte en usædvanligt stor interesse fra de besøgende.

Metanite udstillede på stand sammen med DLH A/S, som står for distributionen af ME-pladerne i Danmark

De unikke egenskaber i både bearbejdning og i brug tilfredsstiller behovet for en hurtig og effektiv montering og giver husets brugere helt nye muligheder for ophængning i et godt lydmæssigt miljø.

Høj forædling
Det højt forædlede produkt lanceres på det danske marked af selskabet Metanite A/S, der står bag projektet. I sit hovedkvarter i Maglemølle Miljøpark i Næstved har virksomheden gennemført et så omfattende dokumentationsprogram, at ETA Danmark som godkendelses-institution nu har udfærdiget en CE-certificering for hele Europa. Den afsluttende høring varer til 24. april 2006, hvorefter pladerne vil være endeligt CE-mærkede.

Selskabet har allerede inden messen oplevet en stor interesse fra tømrermestre, bygmestre og arkitekter. En interesse, som blev yderligere understreget under messen med intensivt besøg på standen også fra offentlige bygherrer.

ME-pladen forener alle de tre væsentligste krav til vægge og lofter i moderne boliger, erhvervs- og industribygninger samt institutioner.

1. Hurtig og nem montage og malerbehandling.
2.  Let gennemførelse af udskæringer i vægge og lofter og ophæng direkte med skruer og/eller søm uden brug af plugs.
3. Sikkerhed for effektiv dæmpning af lyd og brandrisiko.

Unikt produkt
En lang række fordele gør tilsammen de nye plader til ét af de mest banebrydende byggeprodukter i mange år. De adskiller sig fra andre allerede under forarbejdningen, der foretages meget let med almindeligt håndværktøj. Udskæring med kniv efterlader spåner, og kun brug af sav støver. Ligeledes er det utroligt nemt at udskære huller til eksempelvis kontakter eller lampesteder.

Pladerne er hurtige at montere med sømpistol eller søm, ligesom fod- og skyggelister fæstnes direkte med søm og skruer, hvilket mindsker arbejdsindsatsen betydeligt. Direkte ophæng af lamper, malerier og endda reoler er muligt, fordi væggene er skrue- og sømfaste og bærer en vægt på 30 kilo pr. skrue. Egenskaber for tilpasning skaber desuden nye muligheder for alternative væglinjer og buede former.

Også malerarbejdet bliver lettere, idet produktets specielle spartelkant gør det nemt at spartle overgangene mellem pladerne. Udformningen sikrer, at spartelstrimlen ligger midt over samlingen. En retkantet version bruges i specialkonstruktioner og til første lag af flerplade-konstruktioner. Endelig bidrager en overfladefinish med papirbelægning til et flot grundlag for malebehandling, idet den slebne og papirbelagte overflade gør det unødvendigt at grunde andet end spartlede områder.

Endelig er pladerne slagfaste, en efterspurgt egenskab i både boliger og institutioner.

Dæmper lyd og brand
ME-pladernes særlige sammensætning bevirker en effektiv lyddæmpning uden at rumme så meget materiale som andre typer i eksempelvis etageadskillelser eller mellem to boliger. Derfor kan den med fordel anvendes, hvor der stilles høje krav til lyddæmpning som i institutionsbyggerier. Tilmed betyder pladens konsistens, at lyden ikke runger.

Til beskyttelse mod brand er pladerne tillige særdeles anvendelige i lette konstruktioner. Således er allerede en enkeltlags-væg modstandsdygtig i langt over en time eller meget længere tid end krævet for den opnåede EI 60 godkendelse.

Det indledende program omfatter plader i fire tykkelser, 8, 10, 12,5 og 15 millimeter, tre bredder 600, 900 og 1.200 millimeter samt længder fra 1.200 til 2.700 millimeter efter ønske. Men Metanite arbejder allerede nu målrettet på en løbende videreudvikling af det nye produktprogram.

ME-pladerne har en anden pris end traditionelle gipsplader. Men den hurtige montage og maleproces kompenserer fuldt ud for merudgiften ved sparet tid og arbejdsløn. De øvrige fordele er derfor en ekstra værdi, som tilføres byggerier med ME-plader.

Yderligere oplysninger:

Kontaktperson, Bjørn Zebitz, 40 19 07 10, [email protected] eller Metanite A/S,
Maglemølle 46 4700 Næstved. Tlf. 5575 0460, [email protected] Se også www.metanite.dk.


Billedtekst: ME-pladerne beskytter særdeles effektivt mod brand. En enkeltlags-plade er eksempelvis modstandsdygtig i langt over en time eller meget længere tid end krævet for den opnåede EI 60-godkendelse.

Kontakter


Emner


Erhverv