PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/bedre-kommunal-hj%C3%A6lp-til-voksne-med-adhd-damp-3118

Bedre kommunal hjælp til voksne med ADHD (DAMP)

Pressemeddelelse september 4, 2006 Samfund

Kommuner og sagsbehandlere kan stadig blive meget bedre til at hjælpe voksne, der lever med ADHD (der før blev kaldt DAMP).

På en konference torsdag og fredag den 7. og 8. september giver eksperter deres bud på, hvor problemerne ligger i dag, hvordan støtten bliver bedre, hvorfor det er så vigtigt med relevant hjælp, og hvordan unge og voksne med ADHD i dag oplever mødet med det kommunale system.

En undersøgelse fra Center for Ligebehandling af Handicappede viser, at kommunernes sagsbehandlere ved for lidt om ADHD (se næste side). De overser eller misforstår symptomerne. ADHD er derfor et usynligt handicap, konkluderer Center for Ligebehandling af Handicappede.

Og da mennesker med ADHD sjældent er i stand til at udtrykke deres behov og holde fast i dem, opgiver de at søge hjælpen, eller måske får de afslag. Det kan nemlig være svært at gennemskue og tro på, at de faktisk ikke kan klare sig selv. Ofte er de veltalende, de ligner dig og mig, men deres virkelighed er kaotisk. De har svært ved at styre og organisere deres hverdag. De glemmer tiden. De handler impulsivt. De åbner ikke posten, betaler ikke regningerne. De går fra den ene opgave til den anden, og da de ikke får støtte i tide, kører tingene ofte af sporet. De mister deres arbejde, de kommer ud i kriminalitet og så videre.

På konferencen fortæller Center for Ligebehandling af Handicappede om deres undersøgelse af kommunernes viden om og erfaringer med ADHD, og om hvordan unge og voksne med ADHD oplever mødet med kommunen. Datalogistuderende Tine Sørensen, der har ADHD, giver et indblik i sit liv og de udfordringer, ADHD giver hende. Skolekurator Lasse Andersson fra Sverige fortæller om erfaringerne med bostøtte til og coaching af unge med ADHD, mens neuropsykolog Dorte Damm fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov giver et bud på, hvordan man over for unge med ADHD praktisk håndterer spørgsmål om medicin, seksualitet og økonomi, og hvordan man kombinerer behovet for struktur og faste rammer med ønsket om selv- og medbestemmelse.

Læs hele konferencens program på www.adhd.dk

Journalister og pressefotografer, der vil tilmeldes konferencen, kan henvende sig til ADHD-foreningens direktør Birgit Christiansen på tlf. 25 14 13 75.

Center for Ligebehandling af Handicappede konkluderer
 
at der mangler viden om ADHD i kommunerne

at det kan være svært for voksne med ADHD at få kompensation for deres handicap

at det kan være svært at få kommunen til at tro på, at der er brug for hjælp, fordi man ikke kan se på mennesker med ADHD, at de har en funktionsnedsættelse

at det er svært for voksne med ADHD at forklare kommunen, hvilken form for hjælp der er brug for

at der er behov for en mere aktiv rolle fra kommunernes side, at der følges op, og at der vejledes og rådgives om rettigheder og muligheder

at det er vigtigt, at kommunerne ved sagsbehandlerskift er opmærksomme på, at relevant viden bliver givet videre

at det er vigtigt, at kommunerne holder sig for øje, at voksne med ADHD er meget forskellige og har forskellige behov. Der skal derfor tænkes i at skabe fleksible løsninger, der passer til den enkelte

at det er afgørende at have en god sagsbehandler, der ved noget om ADHD

at mange voksne med ADHD har brug for en coach, der kan hjælpe med at få struktur på livet og fungere som bindeled til kommunen.

Center for Ligebehandling af Handicappede anbefaler derfor

at der tages initiativ til en oplysningskampagne og et uddannelsesinitiativ om voksne med ADHD målrettet kommunale sagsbehandlere

at der igangsættes en uddannelsesindsats af kommunale coaches og støttekontaktpersoner

at der tages initiativ til en systematisk indsamling, bearbejdning og formidling af viden om voksne med ADHD og kompensationsmuligheder, eventuelt forankret i VISO.


Udsendt af ADHD-foreningen september 2006

Kontakter


Emner


Samfund