PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/bedre-behandling-af-blodprop-i-hjernen-3229

Bedre behandling af blodprop i hjernen

Pressemeddelelse oktober 4, 2006 Helse

Blodproppatienter behandles i forsøgsordninger. Nu skal behandlingen af blodprop i hjernen sikres i hele landet, mener Hjerteforeningen

I Danmark dør mange flere af en blodprop i hjernen end i de lande, vi sammenligner os med. Behandlingen, der kan forhindre død og invaliditet, er først ved at blive taget i brug, selv om den har været anbefalet siden 2003.

Trombolysebehandlingen, som den blodpropløsnende behandling kaldes, har længe været brugt ved blodprop i hjertet, men er først nu på vej til patienter med blodprop i hjernen. Behandlingen skal dog gives inden for de første tre timer, hvis den skal være effektiv.

Men Danmark halter bagud, når det gælder trombolysebehandling. Det mener
Henrik Sillesen, formand for Hjerteforeningen og ekspert i kredsløbssygdomme.  

- Behandlingen er så veldokumenteret og giver så gode resultater, at den skal indføres i hele landet under velbeskrevne betingelser. Det er på høje tid, at den indføres permanent i alle regioner i Danmark, siger Henrik Sillesen.  

Hjerteforeningen fremlægger nu en helt ny rapport, der skal hjælpe beslutningstagerne med at gennemføre den nye behandling. Det sker på en konference i Dansk Designcenter den 12. oktober. Rapporten, der er udarbejdet af MTV-enheden på Århus Universitetshospital for Hjerteforeningen, vurderer, at indførelse af behandlingen vil balancere samfundsøkonomisk med de udgifter, der i dag afholdes til pleje og rehabilitering af de meget skadede patienter.

Få dage inden konferencen er der nu indgået aftaler om at tilbyde behandlingen i døgndrift en række steder i landet, sådan som Hjerteforeningen anbefaler. Dermed er de hvide pletter på landkortet skrumpet i dagene op til offentliggørelsen af rapporten.

Indtil i mandags var behandlingen alene til rådighed på Århus Sygehus, Odense Universitetshospital, Aalborg Sygehus og i hovedstadsområdet i dagtimerne på Bispebjerg og Glostrup sygehuse. Resultater fra forsøg i Ribe Amt, Nordjyllands Amt og Fyns Amt fremlægges på konferencen.

Fra 1. oktober har Københavns Amt og HS givet grønt lys for, at patienter med en blodprop i hjernen får tilbudt blodpropopløsende behandling hele døgnet på Bispebjerg og Glostrup. Behandlingen tilbydes også som forsøg med telemedicin til borgere i Vestjylland.

Forsøgene er en meget positiv udvikling, men der er tale om tidsbegrænsede ordninger, som bør gøres permanente og sikres finansiering fremover. Desuden er der stadig store områder i landet, hvor befolkningen ikke er dækket af tilbudet, siger direktør i Hjerteforeningen, Susanne Volqvartz.

Hvert år rammes mellem 10.000 og 12.000 mennesker i Danmark af apopleksi, som er blodprop eller blødninger i hjernen.

Læs mere om trombolysebehandling på www.hjerteforeningen.dk

Kontakter


Emner


Helse