BØRNEfonden søger nye sponsorer
Pressemeddelelse september 1, 2003 HumanitærBehovet for hjælp er stort, og mange børn har brug for en sponsor. Måske kan en kendt nuværende sponsors besøg hos sit sponsorbarn inspirere andre til at hjælpe børn og deres forældre i nogle af verdens fattigste lande til en bedre fremtid.
Mange danskere er sponsor gennem BØRNEfonden. Skuespilleren Per Pallesener én af dem, og lørdag den 6. september kan man i Temalørdag på DR2 følge hans besøg hos sit sponsorbarn i Benin. Den oplevelse sætter mange tanker i gang om forholdet mellem rig og fattig, livet i Danmark, og hvor langt pengene rækker i et af verdens fattigste lande.
Per Pallesen har tidligere rejst i Afrika, og har været sponsor gennem BØRNEfonden i mere end 20 år. Det er første gang, han besøger sit sponsorbarn, den 11-årige pige, Reine, og hendes familie, og dermed oplever, hvad hans månedlige bidrag går til.
Månedligt bidrag
Det koster 165 kr. om måneden at være sponsor for et barn. Nye sponsorer får sendt et foto af sponsorbarnet, oplysninger om barnet og den adresse, de skal bruge, hvis de vil skrive sammen med deres sponsorbarn. Det vælger nogle sponsorer at gøre, og enkelte besøger også deres sponsorbarn. Sponsoren får hvert år en rapport, der beskriver barnets udvikling og årets aktiviteter i lokalområdet.
Pengene fra den enkelte sponsor sikrer, at sponsorbarnet kommer i skole, får den nødvendige medicin og sundhedspleje og får en relevant uddannelse, der kan bruges i lokalområdet. Søskende til sponsorbarnet kommer som regel også i skole, og familien støttes til bedre boligforhold og en bedre sundheds- og ernæringstilstand. Familien kan få hjælp til at starte en lille produktion eller virksomhed, som kan give den et varigt indkomstgrundlag.
Desuden bygges der i mange lokalområder skoler, biblioteker, sundhedsklinikker, brønde og latriner, og der etableres sygekasser, landbrugsskoler og kulturelle aktiviteter.
Hvert sponsorbarn og dets familie er tilknyttet et center. Herfra styres BØRNE-fondens aktiviteter i området og de lokale medarbejdere fører tilsyn med sponsor-børnene og deres familier. Det enkelte center styres i samarbejde med en forældre-
komite, som er demokratisk valgt af og blandt sponsorbørnenes forældre. Centeret sikrer også kontakten mellem barnet og sponsoren – breve, gaver m.v.
Kampagne
1. september starter BØRNEfonden en kampagne for at skaffe nye sponsorer. Behovet for hjælp er stort, og vi gør derfor en ekstra indsats for de børn, som venter på at få en sponsor. I de næste fire uger vises tv-spots på TV3 og TV3+ samt bannere på udvalgte hjemmesider, bl.a. TV2, Krak, Ofir og Yahoo.
BØRNEfonden hjælper i øjeblikket ca. 49.000 børn. De fleste bor i et af de fire vestafrikanske lande: Kap Verde, Togo, Benin og Burkina Faso. Gennem den amerikanske samarbejdspartner, CCF, hjælpes desuden børn i andre lande i Asien, Syd- og Mellemamerika og Afrika.
Med venlig hilsen
Karin Skolnik
Pressechef
Yderligere oplysninger hos: Markedschef Knud Flensted-Jensen, BØRNEfonden,
35 86 01 50 eller mobil 21 26 55 03
Fotos kan downloades fra hjemmesiden www.bornefonden.dk, PRESSE/FOTOS
Læs evt. mere om BØRNEfonden på www.bornefonden.dk
Emner
Humanitær