PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/artville-kunst-uden-filter-1529

Artville - kunst uden filter

Pressemeddelelse juli 25, 2005 Kultur

For andet år i træk slår kunstnerbyen Artville dørene op. Det sker i weekenden 5.-7. august, hvor der ved havnefronten, i Tuborg Havn, i Hellerup er lagt op til kunstneriske oplevelser, seriøs handlen og masser af stemningsfuld sommerfolkefest.

Walleroos 110x130

Med Jens Galschiøts”Balanceakt”, som kunstnerbyens visuelle vartegn, markeres det, at Artville aktivt støtter bæredygtig udvikling. Den kontroversielle kunstners vægtige bidrag består af ti skulpturer, der alle balancerer på 9 meter høje bevægelige glasfiberstænger. I mere end en forstand er Balanceakten således umulig at overse.

Sidste år debuterede Artville på den danske kunstscene med mere end 8000 besøgende på 3 dage. Allerede i år bliver succesen manifesteret meget bogstaveligt og sidste års telt er skiftet ud med Tappehallerne i Hellerup.

En række af landets bedste talere er på plads. Artville er stolte over at præsentere personligheder som Thomas Kluge, Jens Veggerbyog Christine Feldthaus. Hver især bidrager de med deres knivskarpe analyser, historier om personligt mod og kunstneriske overvejelser - og vil dermed være med til at gøre Artville til alle tiders oplevelse.

Som sådan er Artville en kunstnerby, der blomstrer op én gang om året for at give danske såvel som udenlandske kunstnere mulighed for at gøre et stort publikum opmærksom på deres eksistens - og dermed fremme den enkeltes karriere. I år deltager over 270 kunstnere og blandt udstillerne finder man den unge færing Beinta av Reyni, POPkunstneren Christian Tangø, den figurative maler Grethe Tranberg og den Cobra-inspirerede maler Søren Parmo.

Artville er ”kunst uden filter”, hvor publikum har mulighed for at spørge de skabende kunstnere direkte om de forhold i kunstværkerne, som drager. På den måde er Artville mere et livligt marked end en kølig messehal. Og som på ethvert hektisk marked i en levende by, skabes kontakter. Mennesker mødes og handler opstår.

Villeart - Artvilles undergrund
Under Artville skaber Villeart og Remix the World en scene for kunstarter der normalt ikke er repræsenteret på de gængse kunstmesser. Scenen præsenteres under navnet MessHall og vil indeholde alt fra performance kunst, noise og kollektiv madlavning. Lækker Lytter står for de musiske indslag i Artvilles undergrund. Villeart´s motto er mindre handel, mere handling!

Artville Fonden
Initiativtageren til Artville, Andi Debel, har støbt fundamentet til en fond, der har til formål at støtte kunsten, vækstlaget i kunsten og til alment godgørende formål. Følg med i fondens udvikling gennem nyhedsbrevet på Artville´s hjemmeside.
I år starter vi fonden op med at støtte et underbemidlet område indenfor Kræftens Bekæmpelse. Det drejer sig om hjælp med efterbehandlingen af tidligere kræftramte, et område der er overset i dag. I den forbindelse har alle udstillende kunstnere mulighed for at donere et værk til Artville Fonden, som får assistance af auktionshuset Gauguin.dk, der sælger værkerne til højstbydende.
Beløbet, som auktionen indebringer, går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse.

I Artville vil vi gerne være med til at gøre en forskel, vi er derfor også glade for, at Klaus Bondam, Københavns dynamiske kulturpolitiske personlighed, har valgt at støtte Artville ved igen i år at åbne kunstnerbyen fredag d.5 august kl.15.

Velkommen til Årets kunstbegivenhed, Artville er for alle!

Med venlig hilsen
Initiativtager
Andi Debel
28 68 88 31

Fakta
Åbningstider  5.-7. august  kl.11-20
Entré  45 kr.  inkl. katalog   pr. person
Sted  Dessaus Boulevard 46, Tappehallerne i Hellerup
www.artville.dk


Kontaktoplysninger;

Information, herunder rekvirering af billedmateriale, kontakt
Artville Pressecenter  45 46 10 32 ml.9-16 eller [email protected]

For mere information om Artville undergrund kontakt Ditte Hegelund 31 21 80 08

læs mere om ”Balanceakten” og bæredygtig udvikling på    www.balanceakten.dk
Jens Galschiøt   0033 46 84 96 597



Kontakter


Emner


Kultur