60.000 børn har mor eller far, der er afhængig af alkohol.
Pressemeddelelse marts 3, 2004 Børn og UngeAlligevel er der meget lidt støtte at hente for familien i det traditionelle behandlingssystem. Her er det typisk den, der drikker, der får al hjælpen.
I TV2-serien Sidste Omgang kommer vi i øjeblikket tæt på seks personers kamp med
og mod alkoholens indflydelse på deres liv, herunder ikke mindst relationerne til deres familier. Problemets omfang sættes i relief af tal fra Danmarks Statistik, der viser, at mindst 60.000 danske børn mellem 0-18 år lever i en familie, hvor enten far eller mor er afhængig af alkohol. På arbejdspladserne er der i de senere år indført alkoholpolitikker, der begrænser mulighederne for at drikke på arbejdet, og alligevel er det samlede alkohol-forbrug i Danmark ikke faldet. I følge projektleder fra familieprojektet meta hodos, Svend O. Andersen er forbruget bare flyttet andre steder hen, bl.a. ind i hjemmene. Her sidder familien tilbage uden hjælp fra det traditionelle alkoholbehandlingssystem, hvor det typisk kun er den, der drikker, der tilbydes behandling. Resten af familien får måske hjælp til andre symptomer i andre sammenhænge, men en samlet indsats med hele familien sker endnu for sjældent.
Hele familien skal i behandling, ellers hjælper det ikke
Hvor svært, det er at behandle alkoholafhængighed, kom tydeligt frem i premieren på Sidste Omgang den 5. februar: En tredjedel af alkoholafhængige i behandling kommer aldrig ud af misbruget, en tredjedel har brug for flere omgange af behandling og kun en tredjedel hjælpes første gang. I følge Svend O. Andersen vil statistikkerne markant kunne forbedres ved at tage en mere helhedsorienteret behandlingsmetode i brug. I meta hodos mener vi ikke, man effektivt kan behandle alkoholafhængighed ved kun at fokusere på den, der drikker. I stedet fokuserer vi på relationerne i familien som helhed og behandler alle. Dette er usædvanligt, som en tidligere alkoholafhængig beskriver: Det var jo mig, der drak. Jeg skulle bare række hånden op, så fik jeg alt den hjælp, jeg kunne ønske. Men det var jo lige så svært for min kone og ikke mindst børnene. For os ville det have været helt vildt positivt, hvis hele familien kunne blive behandlet.
En ny form for alkoholbehandling
meta hodos er etableret med støtte fra Socialministeriet. Formålet med projektet er dels at udvikle behandlingsarbejdet i familier, hvor én eller flere drikker og dels at uddanne fagpersonale i, hvordan familiefokus virker i forhold til individuel fokus. Meta hodos bryder dermed med den gængse opfattelse af misbrugsbehandling. I stedet for at fokusere på den der drikker, behandles hele familien, for er ét familiemedlem afhængig af alkohol, har hele familien brug for hjælp.
Afhængighed er et signal ikke en sygdomI Sidste Omgang på TV2 er det alkoholafvænningsmetoden Minnesota, der portrætteres og ifølge denne er alkoholisme en sygdom, der ikke kan kureres. Her arbejder man i meta hodos med en anden synsvinkel: Vi betragter alkoholafhængighed som et signal, der opstår, udvikles og opretholdes i de relationer, den afhængige indgår i. Det betyder, at familien, for at bryde afhængigheden, skal igennem en proces, der skaber varige ændringer i deres samspil og som giver hele familien en ny og forbedret livskvalitet, siger Svend O. Andersen, der netop er i gang med at færdiggøre et nyt kursustilbud for behandlere og en opdatering af projektets hjemmeside på www.metahodos.dk.
Billedtekst til billedet af pigen med dukken:Typisk er det kun den, der drikker i familien, der får hjælp. En mere effektiv metode er i følge meta hodos at tilbyde en samlet familiebehandling, hvor fokus er på at give hele familien en ny og bedre livskvalitet.
Kontakter
Emner
Børn og Unge