50 år som installatør
Pressemeddelelse september 5, 2005 Uddannelse12 muntre jubilarer til træf i ErhvervsAkademietved Odense Tekniske Skole.
De var 26 i klassen, der gennemgik en ét-årig uddannelse for faglærte elektrikere, som gav autorisation og mulighed for at starte som selvstændige. I dag er den ændret til en to-årig videregående uddannelse med to specialer VVS og EL.
Initiativet til jubilæumstræffet for de tilbageværende blev allerede i foråret taget af installatør Hans Andersen fra Odense, der siden fik travlt med at spore det øvrige hold, som sidst sås for 25 år siden. Jagten omfattede hele landet foruden Færøerne og Canada, så ”min telefonregning er blevet lidt større end normalt”, bemærker han lunt. ”Men det har været et spændende detektivarbejde, og jeg fandt frem til dem alle”.
Trappeartister
Jubilæet blev holdt i ErhvervsAkademiets kantine i Allegade 79 i det indre Odense for de 12 deltagere, hvoraf enkelte havde deres koner med, samt tre af de gamle og tre nuværende lærere. Efter morgenmad fortalte studievejleder Arne Lindskov om installatørskolen i dag, og bagefter satte selskabet sit præg på hele skolen, der er meget stor og fordelt på fem etager. Men op til flere gange drog jubilarerne til fods op ad trapperne til tredje sal, hvor deres gamle klasselokale var, blandt andet til fotografering.
-Både skolens personale og jubilarerne fik en dejlig oplevelse og fordybede sig i minder om ”kan du huske”, siger Hans Andersen. Snak med nuværende studerende trak ud, og flere af os kom for sent til en efterfølgende frokost med direktør Niels Henning Olsen og afdelingschef Preben Stuhr Nielsen.
Men de nåede da at aftale et nyt jubilæumstræf om fem år, inden de atter spredtes over hele landet efter besøg på stamværtshuset Carlsens Kvarter, der ligger tæt ved skolen.
Billedtekst:
Jubilarerne hilser på nuværende studerende på installatør-studiet.
Yderligere oplysninger fås hos ErhvervsAkademiet ved Odense Tekniske Skole v/ informationskonsulent Sandra Greve, tlf. 63 12 69 20 eller mobil 24 42 09 20, mail: [email protected]
Emner
Uddannelse