50 år i kaffens tjeneste hædret med Cafax Kaffepris på 25.000,-
Pressemeddelelse juni 21, 2004 ErhvervDet var en tydeligt overvældet prismodtager, der på sin jubilæumsdag modtog Cafax Kaffepris 2004 sammen med statuetten Den Gyldne Bønne og en check på kr. 25.000,-.
Som ganske ung blev han i 1954 sendt til Kenya som kaffesmager for ØK, og siden har 71-årige Henning Mørkeberg haft kaffen som sit levebrød. 50 år i kaffens tjeneste har indbragt ham tilnavnet Danmarks Kaffeguru blandt kolleger i branchen, og med Cafax Kaffepris hædres han nu for sin livslange indsats for kvalitetskaffe og kaffenydelse.- Jeg er helt overvældet og meget, meget glad over at I kunne få den tanke, at jeg har fortjent en sådan påskønnelse. Det får mig til at ranke mig op en ekstra gang. Ja, jeg er faktisk rigtig stolt, sagde Henning Mørkeberg efter prisoverrækkelsen, der foregik i forbindelse med hans 50-års jubilæumsreception hos Høyberg Kaffe & The A/S.
- Henning Mørkeberg har i alle de år vi har haft kontakt til ham, arbejdet for at bevare en høj kvalitet og en kaffe med eftersmag. Han har holdt et utal af kurser landet over og gør meget for at delagtiggøre andre i den viden, han har erhvervet sig igennem 50 år. Det er yderst sjældent at nogen holder 50 års jubilæum og stadig er aktiv. Henning Mørkeberg fortjener denne anerkendelse, fortæller formanden for Cafax Gruppen, Leif Lindstrøm Olesen, der overrakte prisen til en meget overrasket jubilar, der ikke havde nogen anelse om hæderen på forhånd.
Cafax Kaffepris "Den gyldne bønne" blev indstiftet i 2000 af Cafax Gruppen, og blev første gang tildelt Nina Schiøtz, generalsekretær i Max Havelaar Fonden. Prisen gives til en person, der har udmærket sig ved at gøre noget særligt for kvalitetskaffe og kaffenydelse. Med prisen følger også en check på kr. 25.000,- samt en statuette, lavet af den kendte danske billedhugger Egon Fischer.
Hvad Henning Mørkeberg vil bruge pengene til, har han naturligt nok ikke nået at tage stilling til endnu, men en rejse er en sandsynlig mulighed. Naturligvis til et kaffeproducerende land.
- Vi har været i Kenya og Brasilien, men jeg har nok forsømt Mellemamerika, så måske Mexico eller Bolivia. Eller måske Jamaica, hvor de laver verdens dyreste kaffe, siger Henning Mørkeberg, der tydeligvis ikke er til at stoppe, da snakken om kaffe først kommer i gang.
- Hvis du først får mig spurgt om kaffe, så bliver jeg ved i timevis kan du nok høre, griner han undskyldende.
Henning Mørkeberg er et omvandrende kaffeleksikon, og hans smagsløg og lugtesans er stadig i god stand. Efter 8 lærerige år i Kenya som ØKs kaffesmager, vendte han tilbage til Danmark i 1962, og har siden været beskæftiget i danske kafferisterier, både som ansat og selvstændig, frem til i dag hvor han er arbejdende bestyrelsesformand og kaffebedømmer for Høyberg Kaffe & The A/S.
- At være kaffemand er mere end et arbejde, det er en livsholdning, siger Henning Mørkeberg om det faktum at han i en alder af 71 år stadig er aktiv og stærkt engageret med kaffe. Kaffebranchen er simpelthen så spændende, at det er svært at stoppe. Efter mange års dvale og tilbagegang blomstrer branchen og er i dag præget af idealisme og nyskabelse. Kaffenyderne i Danmark har fået øje for at de kan skabe helt unikke kaffeoplevelser for sig selv og deres gæster.
- Branchen vrimler med unge, idealistiske udøvere og jeg får lov til at være med og kan endda videregive noget af den viden, jeg har samlet sammen i 50 år. Den vil jeg så gerne brede ud for andre, for det ville være en skam, hvis den bare skulle arkiveres lodret, siger Henning Mørkeberg, der bor i Jyllinge med hustruen Birte. Næste år trækker han sig uigenkaldeligt tilbage fra kaffebranchen. Ikke for at nyde en stille pensionisttilværelse, men for at hellige sig en ny karriere som zone- og muskelterapeut.
- Kaffebranchen har givet mig så mange dejlige oplevelser, men hvis jeg skal prøve at arbejde med andre ting end lige kaffe, så er tiden ved at være inde til det, slutter den 71-årige kommende zoneterapeut.
Emner
Erhverv