200 på scenen i Skjern Operaen
Pressemeddelelse marts 6, 2006 KulturDet ambitiøse vestjyske projekt har premiere den 17. april med opsætning af Samson og Dalila på kæmpescene - 500 frivillige er med til at gøre den store satsning til virkelighed
500 frivillige i alle aldre, et kor på 120 medlemmer, 64 musikere og en håndfuld ildsjæle. Det er de vigtigste ingredienser i Skjern Operaens nye store satsning, der skal følge op på tidligere succeser som Aladdin i 1990 og Carmen i 1995.Denne gang er det Saint-Saëns Opera Samson og Dalila, der går over scenen, og endnu en gang er det vestjysk stædighed, virkelyst og en god portion kreativitet, der gennem halvandet år har gjort det det umulige muligt. En håndfuld professionelle instruerer, dirigerer, laver scenografi osv., men grundstammen er frivillige både på og bag scenen, hvor et utal af praktiske opgaver skal løses. Dermed skrives der endnu et kapitel i en kulturhistorie, der i både direkte og overført betydning kræver vide rammer:
- Gulvet i hallen i Skjern bliver til én stor kæmpecene, der i slutnummeret kan rumme 200 mennesker, fortæller operachef Jens Krabbe Nielsen, Skjern Operaen.
- Det er den scene, hvor filistrene fejrer, at Samson er blevet besejret. Men de har glemt at klippe hans hår, og deri ligger styrken, så festen får som bekendt en særdeles dramatisk afslutning. Det har været vigtigt for os at kunne skabe store og flotte scenebilleder, og alt ser ud til at lykkes nu, hvor vi går ind i den afgørende fase.
Større og flottere
Det er et enormt arbejde, der ligger bag opførelsen af den store opera i tre akter. Der har været et utal af prøver, der er blevet etableret kurser og der er blevet arbejdet intensivt med musik og det store kor. Musikerne er fundet i Estland og Letland, og de skal bo på Tarm Sygehus, der er under forandring til sundhedscenter.
- Så man kan sige, at Skjern Operaen har sit eget sygehus, og det kan jo være meget godt, hvis nogle skulle overleve den sidste scene, hvor alle filistre dræbes, siger Jens Krabbe Nielsen med et glimt i øjet.
Han har haft nok at se til med at få de mange brikker i puslespillet lagt, men han har haft god hjælp af instruktør Troels Kold, dirigent Søren K. Hansen, scenograf Else Marie Alvad, koreograf Louise Theilgaard og lysmand Ib Asp. Hanne Nielsen har stået for kostumer og Morten Kold har instrueret koret. Evald Lynggaard er ansvarlig for sceneopbygningen, men selv om professionelle på hver deres felt har trukket i nogle tråde, er det først og fremmest de flere hundrede frivillige, der har gjort projektet muligt.
- Vi har haft store oplevelser med de to foregående operaer, men vi vover alligevel et øje og påstår, at det denne gang bliver større og flottere end nogensinde, siger en optimistisk Jens Peter Krabbe Nielsen.
Opera som en folkesag
Skjern Kommune har bevilget 635.000 kroner og Ringkøbing Amt lige så meget. Også Skjern Bank, Ringkjøbing Bank, Landbobanken, Ørskov Gruppen og en række private og offentlige fonde har støttet projektet, der har Nykredit som hovedsponsor.
Skjern Operaen blev i sin tid etableret, fordi Ringkjøbing Amt ønskede at skabe et kulturelt løft. Det må siges at være lykkedes, for med de mange frivillige er det nærmest blevet en folkesag at omskabe Hal 1 i Skjern Kulturcenter til en opera.
Samson og Dalila opføres otte gange, og bagmændene- og kvinderne glæder sig til at opleve resultatet af halvandet års hårdt arbejde. I Skjern er det i viljen og sammenholdet, styrken ligger, og det har de seneste måneder fået lov til at vokse ligeså vildt som Samsons hår. Læs mere på www.skjernoperaen.dk
Evt spørgsmål rettes til Jens Peter Krabbe på: [email protected]
Emner
Kultur