PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/20-%C3%A5rs-jubil%C3%A6um-hos-langelandsk-vognmand-709

20 års jubilæum hos langelandsk vognmand

Pressemeddelelse august 19, 2004 Motor

Klokken er 2,30, når vognmand Mogens Jacobsen søvndrukken tumler ud i garagen og i den årle morgen styrer sin lastbil ud af Tullebølle i retning af Odense. Samtidig starter en anden vogn fra København med tungt VVS-gods til den fynske hovedstad.

Begge biler er fra transportfirmaet 3x34 og er sammen med mange andre led i et koncept, der er døbt Sund & Bælt, og som går ud på at afsende og aflevere gods samme dag over alt i kongeriget. I Odense omlades varerne, og Mogens Jacobsen udbringer sin del til langelandske og fynske håndværkeres døre inden kl. 7, når deres arbejdsdag begynder.

Først egne kunder
-Heldigvis skal denne nattur kun køres én gang om ugen, siger vognmanden fra Langeland. Men der er talrige andre opgaver i 3x34, hvis fynske afdeling fejrer sit 20 års jubilæum til efteråret. Vi 17 tilknyttede vognmænd kører med kødprøver for fødevare-producenter, med hjælpemidler for offentlige instanser, med pakker fra det ene firma til det andet og sørger dagligt for, at vigtige forsendelser når sikkert og hurtigt frem til deres bestemmelsessted. Og selvfølgelig rykker vi også ud, når private eller virksomheder skal skifte bopæl. Selv om vi er under fælles paraply, kan vi sideløbende pleje egne kunder, som jeg har ca. 25 af  Tilsammen giver det i gennemsnit en halv snes arbejdstimer dagligt.

Når han er færdig med at betjene egne kunder, begiver han sig ind under 3x34´s paraply, der endnu styres centralt fra et radiorum efter samme princip som de fleste taxaselskaber. Når man er færdig med en tur, melder man sig ledig og får tildelt en ny opgave afhængigt af, hvor man befinder sig.

Nyeste logistik
Men dette system er ved at være forældet. 3x34´s ry for betydelig viden om og udnyttelse af moderne teknologi og logistik giver sig inden nytår udtryk i en både kunde- og chaufførvenlig jubilæumsgave, idet alle tilsluttede biler da vil være monteret med et avanceret IT-bookingsystem på skærm, hvor man kan se bilens nøjagtige placering, kundens og forsendelsens adresse. Desuden anviser satellitprogrammet GPS den korteste vej til målet. Et elektronisk betalingssystem følger senere for at give kunderne mulighed for at betale med Dankort direkte til chaufføren.

-Efter flere år er jeg stadig begejstret for strukturen, der muliggør et frit arbejdsliv, fortsætter Mogens Jacobsen. Jeg kan nærmest holde fri efter ønske eller give den en ordentlig skalle.

Lyspunkter og tragedier
-Jeg oplever mange sjove eller usædvanlige episoder, beretter han. Noget af det morsomste er at køre farende svende det sidste stykke til Egeskov marked for at vælge stodderkonge. Så fragter man dem med hunde og hvalpe, barnevogne og cykler til Kværndrup, mens feststemningen breder sig og måske sidder den kommende stodderkonge med i bussen.

-En dag skulle jeg møde en mand, der kom til banegården i Odense med to kasser speciel champagne, som skulle køres til en restaurant i Aalborg. Fremme ved det fjerne mål blev jeg mødt med forespørgslen Du må være sulten?, hvorefter jeg blev bænket ved det bedste bord og fik serveret den bedste menu ganske gratis.

-Men jeg er også vidne til de mørke sider af livet. Det er ikke sjældent, at en ulykkelig ægtefælle eller kæreste ringer efter mig, fordi hun/han er blevet smidt ud og står på gaden med alle sine pakkenelliker. Så må man tage sin diplomatiske sans i brug. Joh, dagligdagens små lyspunkter og tragedier smitter også af på vognmanden

Yderligere oplysninger fås hos vognmand Mogens Jacobsen, Tullebølle, på tlf. 20 14 17 24.




Kontakter


Emner


Motor