PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/%C3%B8boere-f%C3%A5r-gratis-kursus-i-at-redde-liv-1685

øboere får gratis kursus i at redde liv

Pressemeddelelse september 12, 2005 Helse

Hjerteforeningen lærer borgere i Storstrøms Amt at redde liv

Hjertesyge på Lolland og Falster har langt mindre chance for at overleve et hjertestop end borgere i hovedstadsregionen. På Lolland og Falster er ambulancen længere om at nå frem end andre steder, når der bliver slået alarm.

Det viser beregninger, som Hjerteforeningen har foretaget på baggrund af tal fra Amtsrådsforeningen. Ved hjertestop er det afgørende at få hjælp inden 10 min. I mere end tre ud af fire tilfælde kommer ambulancen i Stubbekøbing Kommune på Falster senere end 10 minutter efter, den er tilkaldt. I Nysted Kommune på Lolland kommer ambulancen i ni ud af ti tilfælde for sent til at redde en person med hjertestop. Hjertestart kan redde liv, mens ambulancen er på vej.

Derfor tilbyder Hjerteforeningen hjertestartkurser til borgere på Lolland, Falster, Møn og i Langebæk Kommune. I de kommende uger får 15.000 mennesker et brev med tilbud om et tre timers gratis kursus i hjertestart. Selv om man har lært hjertestart, er det godt at få genopfrisket instrukserne.

- Chancen for at overleve et hjertestop øges fire gange, hvis personer i nærheden kan give livreddende behandling, siger projektleder og sygeplejerske i Hjerteforeningen, Hanne Balle.

- Folk er meget bange for at gøre noget forkert. Men det kan de ikke. Det er altid bedre at gøre noget i stedet for intet at gøre, understreger hun.

I Danmark får kun hver femte hjertestoptilfælde uden for hospital livreddende hjælp, inden ambulancen når frem. Det er væsentligt færre end i vores nabolande.

- De, der overlever et hjertestop, kan i dag se frem til en god livskvalitet og mange leveår. Behandlingen af blodprop i hjertet er så effektiv, at det afgørende for patienten med hjertestop er, om der sættes hurtigt nok ind med behandling, forklarer formanden for Hjerteforeningen, professor, dr. med. Torsten Toftegaard Nielsen.

- I dag kan patienter med hjertestop behandles succesfuldt på sygehuset, blot de reddes i den akutte situation, siger han.

Der afvikles 10 hjertestartkurser på Lolland, Falster, Møn og i Langebæk kommune, hvor sygeplejersker fra Hjerteforeningen underviser. På kurset kan deltagerne øve sig på to demonstrationsdukker. De bliver også undervist i at bruge en hjertestarter en såkaldt defibrillator. Kurserne får plads til 25 deltagere på hvert hold efter først til mølle princippet.

Foreningen Østifterne støtter projektet med 525.000 kroner.

Hjerteforeningen planlægger flere hjertestartkurser i andre udkantsområder til næste år.

Læs mere om hjertestop og hjertestart på Hjerteforeningens hjemmeside www.hjerteforeningen.dk

Kontakter


Emner


Helse